Har du hænderne godt skruet på? Og er du en erfaren stolefletter? Så er du måske den person vi leder efter til vores værksted i Odense.

Hos Moeblet lever vi af at give nyt liv til gamle møbelklassikere. Vi opkøber, renoverer og sælger møbler, lamper og keramik til kunder i både ind og udland. Selvom vi har hænderne godt skruet på, så mangler vi dig, der mestrer stolefletning og har lyst til at blive en del af vores virksomhed. Vores kunder indleverer stole fra Hans J. Wegner, N.O. Møller, Børge Mogensen m.fl. Så det er en fordel, hvis du har erfaring med flere forskellige typer af flet.

Det vigtigste for os er, at du kan dit håndværk. Du har formodentligt flettet flere stole end du har tal på, og du er ærekær omkring dit arbejde. Du ved, hvad der skal til for at opnå et resultat, som er holdbart i mange, mange år og som sikrer at Moeblet fortsat bliver kendt for stoleflet af høj kvalitet.

Hvad vi tilbyder

En væsentlig del af vores filosofi er, at gøre tingene på samme måde, som i de gode, gamle dage. Vi arbejder derfor med flere forskellige typer af papirsnor alt afhængig af, hvilken stol der skal have nyt flet – og selvfølgelig kun den bedste slags fra Randers Reb.

Du får mulighed for at arbejde enten fra vores lager i Odense, eller på sigt fra vores butik på Nedergade i Odense. Hvis du i forvejen har et mindre værksted derhjemme, så er du også velkommen til at arbejde derfra, hvis det er det, som får din hverdag til at gå op. Det vigtigste er blot, at du er i stand til at imødekomme de deadlines, som du selv sætter, så vores kunder altid er glade og tilfredse. Vi tilbyder naturligvis en løn der matcher dine kvalifikationer.

Hvad så nu?

Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen så ring til indehaver Thomas Krogh Knudsen på tlf. 42 41 91 50. Vi ønsker stillingen besat så hurtigt som muligt, så vi glæder os til at høre fra dig.